Debatindlæg i Politiken 5/9 2014:


VI FÅR INGEN VELFÆRD UDEN TRIVSEL

Skiftende partier har svigtet forældre med børn, men hele familien er under pres 


Helle Rosdahl Lund og Kim Reich, direktør, ledelsesrådgiver, foredragsholder og journalist, kommunikationsrådgiver

"Vi fædre mener dybest set ikke, at det er samfundets problem, at vi har fået børn. Vi har selv valgt at få dem, og vi forventer ikke, at nogen hjælper os". Sådan lyder det i indledningen til Søren Højlund Carlsens indlæg om familieliv i Politiken mandag den 1. september.

Selvfølgelig er der tid til en snak mellem mænd om superliga, men udfordringen er at rigtig mange befinder sig i en forældreklemme og det gælder begge køn. Mange virksomheder har en trivsels- og stresspolitik, men presset er ikke blevet mindre på børnefamilierne, og det bliver bestemt ikke bedre af vi - som det har været fremme - også skal til at passe vores ældre og syge pårørende.

Livets faser, som de er sammentænkt i eksempelvis den tyske model, hvor man siden 1953 har haft et ”Bundesministerium für Familienfragen”, skal man lede længe efter i Danmark. Skiftende regeringer har i den grad forsømt at inddrage familiernes vilkår i aftalegrundlagene. Det sidste familiepolitiske kom i 2007 og var igen præget af forskellige servicetiltag og fine ord om, hvor vigtige familierne er for samfundets trivsel.

Vi har imidlertid som Familien Danmark (samfund) en konkret interesse i at helhedstænke livets forskellige faser – populært sagt fra vugge til grav. Velfærd er i bred forstand andet og mere end en servicebaseret familiepolitik, som er det eneste vi hidtil har set fra politisk hold. Samfundet har valgt ikke at prioritere den grundlæggende livskvalitet gennem alle livets faser, som er selve forudsætningen for vækst og velfærd. På den led er det fleksible arbejdsmarked blevet en illusion, hvor selv et ønske om deltid kan give anledning til bekymring.

Det er i alles interesse, at vi har den menneskelige kapital til at føre samfundet videre, men hvis normer, holdninger og større samfundsmæssige rammer skal ændres, er staten og dermed det politiske niveau en vigtig spiller og interessent. Ellers får vi ikke den styrke og robusthed, der skal til for at håndtere udfordringerne.

Vi foreslår, at man måler offentlige tiltag på den effekt, de har på familiens struktur og ressourcer før de vedtages. Lad lovforslag fra alle ressortministerier gennemgå en uvildig stresstest for at sikre, at de er i overensstemmelse med en god, moderne familiepolitik. Se, hvad man gør i andre lande - bl.a. i Sverige og New Zealand - og bryd normen om at hellige alt, der har med arbejdsmarkedet at gøre, til arbejdsmarkedets parter. Interessen for samfundet, den enkelte og virksomhederne er for stor til, at spørgsmålet om balance i livet kun kan henvises til overenskomstforhandlingerne.

 

© Kim Reich 2013